Som følge af besparelseskrav i henhold til finansloven for 2011 blev professionshøjskolen P pålagt en række besparelseskrav. Kravene førte til, at P traf beslutning om at afskedige en række medarbejdere, herunder A. Efter at beslutningen om at sætte A på listen over de medarbejdere, som P agtede at sige op, var truffet, men før opsigelsen, fik P at vide, at A var gravid. A påstod sig under en sag anlagt mod P tilkendt godtgørelse i medfør af ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, jf. § 9, i anledning af afskedigelsen. Under sagen var det bl.a. et spørgsmål, om P havde haft pligt til at omplacere A til en stilling, som var opslået mellem opsigelsestidspunktet og fratrædelsestidspunktet, og som der var enighed om, at A var kvalificeret til. Byretten frifandt P, mens landsretten dømte P til at betale A en godtgørelse svarende til 9 måneders løn. For Højesteret påstod A sig subsidiært tilkendt en godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingslovens § 2, som følge af at hun ikke i opsigelsesperioden fik tilbud om nogen af de stillinger, som blev ledige, herunder den stilling, som parterne var enige om, at hun var kvalificeret til. Højesteret fandt, at det almindelige ansættelsesretlige princip, hvorefter rimeligheden af en afskedigelse skal vurderes ud fra forholdene på opsigelsestidspunktet, også gælder ved bedømmelse af lovligheden af en afskedigelse efter reglerne i ligebehandlingsloven. Ved vurderingen af, om arbejdsgiveren har løftet sin bevisbyrde efter ligebehandlingsloven for, at afskedigelsen ikke var begrundet i graviditeten, kan det efter omstændighederne få betydning, hvis arbejdsgiveren ikke har udnyttet en eventuel mulighed for omplacering til en stilling, som var ledig i tiden op til opsigelsestidspunktet, eller som på opsigelsestidspunktet måtte forventes at blive ledig inden udløbet af opsigelsesperioden. Efter en konkret vurdering af de stillinger, som var ledige i tiden mellem det tidspunkt, hvor P blev orienteret om A’s graviditet, og frem til opsigelsestidspunktet, fandt Højesteret, at P ikke havde haft anledning til at overveje omplacering af A til disse stillinger. På den baggrund fandt Højesteret, at P havde godtgjort, at afskedigelsen af A var begrundet i besparelser og hverken helt eller delvist i hendes graviditet. Højesteret fandt heller ikke grundlagfor at anse ligebehandlingslovens § 2 for tilsidesat. Højesteret lagde herved vægt på, at A hverken havde ansøgt om eller givet udtryk for interesse i ansættelse i de stillinger, som blev ledige i tiden mellem opsigelsestidspunktet og fratrædelsestidspunktet, og at der i øvrigt ikke var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der ville ske en krænkelse af ligebehandlingsprincippet, hvis A havde søgt de pågældende stillinger. A havde herefter ikke ret til godtgørelse efter ligebehandlingsloven, og P blev frifundet.
