A blev den 1. maj 2010 ansat i en virksomhed, V, som konsulent. I oktober 2010 fik A en hjerneblødning og var sygemeldt til maj 2011, hvor hun fik nogle mindre opgaver, som kunne løses hjemmefra. Senere kom hun i virksomhedspraktik hos V med henblik på afklaring af hendes funktionsniveau. Den 7. september 2011 modtog A et opsigelsesvarsel, hvorefter opsigelse ville ske pr. 30. september 2011 til fratræden den 31. december 2011, hvilket senere skete. A gjorde gældende, at der forelå diskrimination efter forskelsbehandlingslovens § 2. V bestred ikke, at A var omfattet af handicapbegrebet i loven. Der var ikke tale om direkte forskelsbehandling, men A havde påvist sådanne faktiske omstændigheder, at det påhvilede V at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke blev krænket ved opsigelsen, jf. forskelsbehandlingslovens § 7 a. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at det ville have været en uforholdsmæssig stor byrde for V at følge Hjerneskaderådgivningens anbefalinger om en mentor eller personlig vejleder og konkret feedback i en periode i forbindelse med A’s tilbagevenden til arbejdet. Landsretten fandt det endvidere ikke godtgjort, at A ikke, hvis disse anbefalinger var blevet fulgt, ville være blevet i stand til inden for en tidsperiode, der ikke udgjorde en uforholdsmæssig stor byrde for V, på ny at kunne udføre sine arbejdsopgaver som konsulent. Landsretten var derfor enig med byretten i, at opsigelsen af A var i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, og § 2 a, samt i fastsættelse af en godtgørelse på 240.000 kr. svarende til ca. 6 måneders løn.
